onsdag den 26. maj 2010

Siden sidst

Hele sidste uge tilbragte jeg med kursus i København. Med lange kursus dage og forberedelse om aftenen blev det ikke til meget strikke-tid. Det lykkedes mig dog at få strikket ugletrøjen færdig i toget på vej derover. Den er endnu ikke hæftet og vasket, så jeg skal nok lige vise den igen når den er klar til aflevering.

Jeg fik også startet op på en lille sommer-trøje fra Drops. Den bliver strikket med en tråd af hhv. bomuld/viscose og kid-silk, det bliver meget lækkert, men det kilder altså noget i næsen mens man strikker. Jeg har valgt at lave den i ret ens toner, så der bliver ikke så meget kontrast som i modellen, men til gengæld bliver den mere anvendelig.


Jeg har ændret lidt i modellen, for str. medium passer mig fint over ryggen, men når kun halvt ind over barmen, så det bliver en blanding af størrelser med rygstykket strikket i medium og forstykkerne i xl! Håber det kommer til at se ordentligt ud når den kommer på...

fredag den 14. maj 2010

En særlig fødselsdag

For et år siden åbnede der en garnbutik ca. 100 m. fra hvor jeg bor. Jeg måtte selvfølgelig op og kigge. Det var efterhånden et stykke tid siden jeg havde fået strikket, for i skuffen lå en trøje, som jeg var gået kold i. Nu fik jeg dog blod på tanden og fik i den nye butik købt ind til et par projekter. Samtidig med at jeg fik lyst til at strikke igen, opdagede jeg hele det paradis der var tilgængeligt på nettet; heraf særligt Ravelry og hele blogverdenen.

Jeg begyndte at komme lidt tit i strikke-butikken og delte alle mine ny-fundne inspirationer med Mette, der har butikken. Lige så stille voksede der et venskab frem, der også indbefattede snakke udenfor åbningstid. I dag holder butikken 1 års fødselsdag og jeg har selvfølgelig været oppe og skåle i Asti med Mette. Hvor er jeg glad for at sådan en perle som hende dukkede op, så tæt på og alligevel så ukendt, indtil vi fandt hinanden i butikken.

Heldigvis for Mette, er det første år med butikken gået rigitig godt og med så meget dejligt garn i verdenen, er hun nu ved at udvide butikken for at lave plads til nye lækre sager. Her i vinduet hænger flæsetoppen fra BC garn, som jeg blev færdig med i går, jeg synes den er blevet rigtig fin og håber at den vil inspirere alle kunderne.

tirsdag den 11. maj 2010

Flæser eller ej...

Nu er jeg kommet så langt på toppen, at jeg har fået strikket flæser på i den ene side. Her var det lige et godt tidspunkt at stoppe op og betragte hvordan toppen tager sig ud både med og uden flæser. Jeg kan lide den på begge måder. Jeg synes flæserne er lidt fjollede og det passer nok meget godt til mig. Garnfreak lavede toppen uden flæser, men med lidt blomster og den blev også super fin. Nu er denne udgave jo til udstilling i Garnværkstedet, men jeg tror jeg lave en udgave til mig selv også. Farverne skal nok være lidt friskere og så er spørgsmålet til den tid; med flæser eller ej? ;-)

onsdag den 5. maj 2010

Mindre udfald

Det er ved at være lidt tid siden sidst...
Tiden er blandt andet blevet brugt på en dejlig ferie på Skagen Strand Feriecenter. Jeg var så usandsynlig heldig at vinde en uges ophold på stedet og den blev så spenderet i sidste uge. Skønt, skønt, skønt. Vi fik set en masse natur og kultur, badet til der kom svømmehud mellem tæerne (næsten!) og fik hygget os som familie :-)
Lidt strik blev det også til om aftenen, så to projekter er nu en del tættere på afslutningen. Det er flæsetoppen fra BC garn og Ugletrøjen til min veninde.

Vel hjemme igen, må jeg dog bede om en tudekiks! Jeg er så træt af at være allergisk overfor birkepollen. Jeg er kæmpe snottet og vælte-træt og synes det er drøn-irreterende ikke at kunne være ude i haven, men må sidde inde med vinduer lukket. Arrrgh!!
Nå, undskyld - skulle lige have afløb ;-)
Håber I alle nyder foråret i god stil!

mandag den 12. april 2010

Mine projekter

Der er ikke så meget færdigt strik at vise frem her for tiden. Det skyldes måske nok at jeg har gang i en del projekter samtidigt. Sådan kan jeg godt lide at arbejde, selvom nogle af projekterne emmer lidt af dårlig samvittighed. For eksempel min strikkede taske. Den har efterhånden været færdigstrikket noget tid, mangler bare lige en lille meter af hanken og så det som nok bremser mig - isyning af foer. Heldigvis har Tina lovet mig lidt assistance i form af skitser af hendes tilsvarende projekt. Glæder mig faktisk til den bliver færdig, jeg skal bare liiige...



... strikke en ugletrøje til min veninde. Den er heldigvis hurtig strikket på pinde nr. 5.5 og min begejstring for Silke-alpacaen er ikke aftaget, så et hurtigt bud vil være, at dette er mit næste færdige projekt.

Cocleshell scarf er mit koncentrations-strik, her skal der tælles og holdes styr på masker. Det er en fryd at strikke, for jeg begejstres hele tiden af hvor smukt det bliver med de korte farveskift og muslingemønstret. Det kommer til at tage noget tid, men det gør ikke spor :-)

Topstykket er jeg ved at være i mål med. Jeg har lige taget ud sidste gang ifølge opskriften, tror dog jeg forlænger med 30 omgange - jeg er ikke den store buksepige, så vil gerne bruge den som kjole. Så tæt på målet er motivationen dog ikke så stor. Sådan som solen skinner og varmen kommer til, bliver den aaalt for varm at have på, så ingen hastværk her :-)

Sidst, men ikke mindst har jeg gang i flæsetoppen fra BC garn. Det er en model til udstilling i Mettes butik. Jeg synes modellen er helt vild sød og kunne godt finde på at strikke en udgave til mig selv også - MED flæser ;-)

Som I kan se bliver jeg ikke arbejdsløs lige forløbigt :-) Jeg har jo slet ikke nævnt alle de projekter, som jeg har liggende klar - står dog fast på at der ikke må startes noget nyt op før 2 projekter er lavet færdig!! (underbevistheden taler: yeah, right!).

fredag den 9. april 2010

MÅ eje

Jeg har bladret det nyeste Verena Knitting Magazine igennem og det er guf :-) Der er simpelthen så mange fine modeller og stylingen i bladet gør det hele ekstra lækkert. Du kan se et uddrag af bladet her. Jeg er især faldet for modellen her på billedet. Den har det romantiske, nostalgiske udseende, som jeg rigtig godt kan lide. Jeg tror dog at jeg vil udelade bindebåndene. Hm, gad vide hvilket nummer denne model skal have på den uendelige to do-liste ;-)

fredag den 2. april 2010

Mød Lambert

Her i ugen har der stået påske på det kreative program. Først og fremmest et strikket lam, som jeg synes er helt vild kær, han blev med det samme døbt Lambert. Han er strikket i en rest bomuldsgarn og Drops puddelgarn (oplagt til formålet). Der er sat sugerør indeni benene, så det var meningen at lammet kunne stå oprejst, det lykkedes ikke helt, men skidt pyt med det :-)Opskriften kan findes her!

Det er også blevet til nogle strikkede påskeæg, en opskrift fra Drops. Garnet er Fabel og er mægtig velegnet til æggene - det er sjovt at se hvor forskellige de bliver. Jeg skal lige have lavet et par stykker mere, så har jeg til værtindegaven til årets påskefrokost.

Papirklip med det fine mønstrede papir fra Søstrene Grene og Panduro hobby og endelig et får pyntet med pompon garn, som set hos Bournonville :-)

Nu vil jeg tilbage til topstykket, som vokser støt og roligt frem.
En rigtig god påske til jer alle :-)

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...