søndag den 29. november 2009

Julerier

Så blev det første søndag i advent og jeg er bare så klar til at hygge. Vi har siddet det meste af dagen ved bordet og klippet, klistret, spist æbleskiver og hørt julemusik. Sikke da en skøn søndag :-) Jeg synes jeg manglede lidt til at hænge op i entreen, så det blev til dette lille ophæng (med rensdyr a la Karlssons klædeskab).



Adventskrans og kalenderlys dekorationer har jeg set på diverse blogs i løbet af dagen og jeg synes, at det er rigtig sjovt at se den forskellighed der er. Hos os er det meget traditionelt og måske lidt tungt, men det er som det skal være :-)




Som I kan se, er der lukket op for den store julekasse, så selv katten har fået fat i sit julelegetøj (og nu også sovedyr!)

Håber I har haft en ligeså dejlig søndag!

Delight

Der er kommet et nyt garn fra Drops, nemlig strømpegarnet Delight. Det har nogle rigtig fine farver og jeg havde glædet mig til det kom i butikken. Mette var så sød at forære mig et nøgle at starte på og det tog mig ikke mange minutter før maskerne var slået op :-)

Jeg strikker et tørklæde til mig selv, bare et simpelt stykke på ca. 90x90 cm, som jeg tænker at kante med noget pomponbånd a la Tante Grøn's kits.

mandag den 23. november 2009

Sparkedragt og juleønsker

Så blev sparkedragten til min venindes søn færdig - her monteret og vasket :-)

Jeg synes at den er blevet rigtig god og nu glæder jeg mig til at få den sendt afsted med posten. Min veninde bor i København, så jeg har endnu ikke set det lille ny vidunder, men har fået lovning på et billede af godten med sparkedragten på :-)

Dragten er strikket op i Drops Merino extra fine, det er et lækkert garn at strikke med og det bliver bare endnu blødere efter en tur i vaskemaskinen. Eneste minus er at garnet er så glat at de hæftede ender går op i vask (på trods af vaskepose), jeg måtte altså lige en tur over alle ender med en gang sytråd. Til denne dragt i størrelse 62/68 har jeg brugt ca. 220 g. Jeg valgte at gå helt ned på pinde 3,5 (mod 4,5) i opskriften, det syntes jeg blev pænere.


Her ses de fine fåre-knapper lidt tydeligere. De er da bare søde! Farven på garnet ligner mest på det øverste billede.

Ellers er det tid til at finde på juleønsker. Jeg går lidt og overvejer at ønske mig et Knit pro sæt, har I nogen erfaringer med om det er pengene værd? Har også længe kigget på Noni tasker, især denne - højst velkommen på min arm :-) Jeg har også en trang til at prøve Zauberball garnet, ikke at jeg lige ved til hvad - MÅ bare prøve det! Jeg er ret begejstret for Lene Holm Samsøes opskifter, så bøgerne "Feminin strik" og "Kæk og klassisk børnestrik" skal helt sikkert på listen. Andre forslag til en strikkers Must-haves?


mandag den 16. november 2009

Lidt royal har man vel lov at være

Jeg fik lige lyst til et lille hurtigt projekt og lavede disse pulsvarmere. Jeg er ret vild med dem :-) Jeg synes der er sådan lidt storladent, barokt prinsessestemning over dem og det er da lige hvad man kan bruge til at drømme sig væk i disse regnvåde dage.Udførelsen i retstrik gør heldigvis at de ikke bliver for tuttenuttede. Jeg har strikket dem af Drops silk-tweed og brugt ca. 35 g. Jeg satte lidt elastiksnor i under flæsen for at holde den lidt til. Glæder mig til at erobre verden iført dem i morgen :-)

Jeg strikker sørme også videre på sparkedragten til min venindes søn. Det går stadig ikke så hurtigt for det er bestemt ikke tv-strik, men til gengæld tror jeg at resultatet bliver godt :-)

mandag den 9. november 2009

Hjælp til dem der trænger


Min far er en mand med et stort hjerte! Min far er gift med en fillipinsk kvinde og har været det de sidste 14 år. De har været på Fillipinerne 3-4 gange i løbet af deres ægteskab og sidst de var afsted var i januar måned. Min far kom hjem og var dybt påvirket af den fattigdom og nød som han så og som han syntes fyldte mere og mere for hver gang de kom derned. Han besluttede sig for at gøre noget ved sagen. Hjemme igen oprettede han den Dansk-Fillipinske venskabsforening, som skal indsamle penge til gadens børn i Manilla. Missionen var svær at skaffe penge til uden et konkret projekt og han rejste derfor til Manilla i sidste måned for at mødes med hjælpe-organisationer og var selv med ude at besøge en del projekter. Det var en fantastisk hård og rørende uge han tilbragte i en af verdens hårdeste og fattigste bydele. Der er nu fundet konkrete projekter at støtte og jeg vil opfordre alle til at kigge nærmere på projektets hjemmeside og selvfølgelig til at støtte et godt formål!

fredag den 6. november 2009

Barsler med en gave

Min veninde ventede sig sit første barn, en dreng, og var sat til at føde omkring d. 20 november. Selvfølgelig skulle jeg lave en lille ting til hende og jeg gik i gang med en sparkedragt . Jeg troede jeg var i god tid, men nu fødte hun så allerede i sidste uge, så jeg fik lidt travlt :-) Mønsteret på denne dragt bliver rigtig flot og Drops Merino extra fine er dejligt at strikke med, det tager bare så laaaang tid. Efter at have været i gang i over en uge er jeg stadig kun i gang med nr. 2 ben, så jeg strikker og tripper på samme tid lige nu - om det gælder som multi-tasking er jeg ikke helt sikker på ;-) Heldigvis strikker jeg den i str. 62-68, så på den måde har jeg jo ikke travlt, jeg vil bare så gerne have den afsted :-)

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...