lørdag den 30. januar 2010

Flyvefærdige ugler


Så røg ugletrøjen af pindene og hvor er den dejlig. Pasformen er rigtig god, dog afslørende tæt (ups, frem med løbeskoene)! Det har været et hurtigt og nemt projekt og opskriften er let at følge. Jeg har dog valgt ikke at sy knapper på som øjne, synes det gør den lidt mere "voksen". Trøjen er helt perfekt i Drops silke alpaca, jeg har strikket på pinde 5/5.5 og jeg har brugt 249 g. Jeg tror den kommer til at hænge på mig resten af vinteren :-)

Der måtte selvfølgelig straks noget nyt på pindene, så af resterne fra trøjen skal der blive en ny hat til min søde mand. Den sidste jeg strikkede til ham, har givet sig en del og er blevet for løs, så den trævler jeg nok op igen.

På pindene er også kommet denne top, som jeg strikker op til udstilling i Mettes butik. Garnet er bomuld/uld (Erantis) fra BC garn. Nu er jeg ikke færdig og har ikke prøvet at vaske det, men umiddelbart er det ærgeligt, at det er en partivare, som ikke kan genbestilles, for jeg synes det er super dejligt at strikke med. Farven er ikke helt så hidsig som den syner på billedet!

I morgen har jeg fået plads til Strikke-søndag hos Isager og det glæder jeg mig super meget til :-) Det er altid fedt at få ideer og lære nye teknikker, selvom mit hoved nogengange er ved at eksplodere af alle de indtryk man får fra diverse blogs, blade og internetsider. Jeg skal virkelig holde fast i, at det er sjovt at strikke og at det ikke gælder om at få produceret en masse! -og at det ikke er et kapløb, om at få vist mest mulig her på bloggen.

Nå, men med denne svada vil jeg kaste mig over Danmarks indsamlingen og prøve at vinde en bil og samtidig støtte mennesker ude i verden som trænger!!

God lørdag aften :-)

onsdag den 20. januar 2010

Messe, garn og vanter

I søndags var jeg med Mette til messe i Vejle for at købe ind til butikken. Jeg var så heldig at få lov til at være med til at bestemme hvilket garn, farver og grej der skulle handles - og det var helt vild sjovt. Nu glæder jeg mig til at se de nye KnitPicks pinde, Clover hæklenålene og de smukke nye garner i butikken.

Lige siden jeg strikkede ugle-trøjen til Esmaralda i Silke-alpaca, har jeg drømt om at lave en tilsvarende til mig selv. Nu lader Drops garnet udgå og har sat rest-lageret ned, så det var med at slå til. Jeg har købt garnet i en smuk blå farve og har fået trøjen på pindene - mums, det er dejligt at strikke med. Jeg kommer nok til at købe lidt mere, for den æble-grønne farve kalder på mig endnu.....

Der er også blevet færdiggjort en smule. Jeg har lavet endnu et par filtede vanter. Disse er en erstatning til min veninde, de første jeg lavede til hende blev filtet for meget og var ikke så behagelige. Det er de her, selvom det aldrig lykkes mig at få tommelfingeren til at filte lige så meget som resten af vanten. .... Altså en vante til folk med klump-finger!! hm, håber de kommer til at varme alligevel.

mandag den 11. januar 2010

Mere Delight


Straks da Mette havde fået Delight garnet hjem i butikken, forærede hun mig et nøgle at starte på. Der gik ikke mange minutter før der var slået masker op til et tørklæde. Jeg havde forestillet mig et stort rektangel med påsyede pompom'er, men efterhånden som det voksede frem, synes jeg at det blev for stort og varmt. Så trævlede jeg det hele op igen, for i stedet at lave et mindre trekantet sjal, som så blev pyntet med hæklede kløverblade - og nu er det lige som jeg gerne vil have det!

Jeg har også fået lavet et vanter mere (billede følger), så nu er jeg gået i gang med at strikke tasken jeg fik i julegave :-) Det skal I nok høre meget mere om når den er færdig :-)

Ellers så er jeg voldsomt misundelig på alle jer som var til strikke-workshop hos Isager i går. Måske man skulle se om der var plads på opsamlingsholdet??

torsdag den 7. januar 2010

En hat til min skat - og et godt bytte

Min søde mand frøs om ørene og bad mig strikke en hat til ham. Eftersom han ellers aldrig ønsker noget hjemmestrikket, så gik jeg fluks til opgaven. Mønsteret er Jacques Cousteau og den er strikket op i 2 tråde Drops Delight på pinde 3,5. Den er lige stor nok, men det giver også nogle muligheder for at trække den rigtig godt ned over ører og nakke i kulden - eller at rulle den sammen som en jøde-kalot, bruge den som fejlfarvet nissehue, style den som rasta-hat osv. Vi morede os meget med at afprøve alle mulighederne herhjemme :-)


Og så til det gode bytte :-) Jeg havde ønsket mig det store KnitPro rundpindesæt i julegave og havde da nok regnet lidt med at få det, men sådan skulle det ikke gå (fik mange andre skønne ting, så ingen klager!). Jeg kunne dog ikke helt forlige mig med tanken om ikke at skulle eje sættet, så jeg kom til at gå ned og returnere et par dyre løbetights og brugte så fluks pengene på strikkepindene. Måske er det ikke det mest sunde valg, jeg kunne vist godt bruge nogle lange vinter løbeture, meen jeg er sikker på, at disse pinde får mig i mentalt god form :-) De blev ihvertfald straks taget i brug og jeg er funklende glad og begejstret.

søndag den 3. januar 2010

Vintersæt og pigesjal

Først et rigtig godt nytår til alle jer i blogland!


Jeg er lidt bagud med fremvisningen, men synes lige I skal se de vanter og huen som jeg har strikket og filtet til min mor :-) Vanterne blev lavet til fødselsdagsgave i november og det resulterede med det samme i et ønske om matchende hue til jul. Det måtte jeg jo så efterkomme :-) Det hele er strikket i lilla Drops Alpaca (mest korrekt på hue-billedet). Vanterne har jeg forsøgt mig med før uden det store held, men denne gang gik jeg ned i pindestørrelse til pind 5 og slog samtidig 5 færre masker op - det virkede! Huen er lavet efter et Drops Kid-silk mønster og efter en gang i vaskemaskinen passede den.


Nu kan min mor jo i den grad selv strikke! Dette lille blomstersjal har hun lavet til Esmaralda i julegave. Det er strikket op i silke fra BC garn og pyntet med Alpaca. Er det ikke bare fint?




LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...