tirsdag den 28. juni 2011

Indkøbs tips


I dag var jeg en tur i Stof 2000 - ikke for at købe stof - jeg evner desværre ikke det der med at sy! Nej, jeg benyttede mig af, at man kan købe de gamle udgaver af Kreativ Strik til 20 kr. derinde! Jeg fandt 2 blade med mange fine opskrifter, så nu er der igen lidt inspiration til min uendelige to-do liste :-)


Inde i butikken faldt mine øjne på de super flotte stryge/sy mærker, som de har hængende og jeg blev bare NØDT til at have denne smukke ugle med hjem. Jeg tænker at sy den fast på en cowboy nederdel (det magter jeg trods alt nok), det tror jeg bliver et hit. Er den ikke fin?

søndag den 26. juni 2011

Begejstringen vil ingen ende tage...


Siden jeg så Cecilia-blusen har jeg været ret hooked på at få lavet den, så den røg ind et eller andet sted på to-do listen, nok ikke helt i top. Jeg havde tænkt, at jeg nok hellere måtte få brugt noget lagergarn (har man hørt den før!) når nu jeg gik i gang med den. MEN, så fik Mette noget helt fantastisk garn hjem, så det endte med at jeg gik hjem og slog masker op til Cecilia med det samme - og vi har været uadskillelige lige siden.


Garnet er en ny kvalitet fra Lana Grossa "Lace Lux" og det består af en blank viscosetråd, hvor der så ligger et tyndt lag mohair udenpå - åh, hvor ville jeg ønske at jeg kunne få det frem på billederne - men tjek det selv, det er SÅ fint ( og kommer snart i flere farver, siger rygtet)!


Cecilia kræver koncentration og minder mig tit om hvorfor jeg ikke er den store lace-strikker, men på trods af det, synes jeg faktisk, at det er et sjovt projekt og jeg er meget begejstret for resultatet indtil videre.

søndag den 19. juni 2011

På trods af strikkeprøve....


bliver denne korte trøje alligevel for lille :-( Jeg havde målt mig frem til 18 masker pr. 10 cm i prøven og slog masker op efter det. Nu efter 16 cm syntes jeg at omkredsen var lige det mindste og en måling viste så 19 masker pr. 10 cm! Det bliver en forskel på 5 cm og altså nok til, at jeg må trævle hele moletjavsen op og starte forfra - ØV!

tirsdag den 14. juni 2011

Romantik i maskeform


Min mormor er pjattet med alt hvad der er yndigt og lyserødt. Derfor ville jeg glæde hende med et par lyserøde hjerte-sokker - også en chance for at holde min 2-på-en-gang magic loop metode ved lige!



Mønstret var let at følge, men jeg synes at Arwetta garnet splittede en del og det var lidt træls. Jeg har før strikket med Arwetta og været glad for det, dog på lidt større pinde og det er måske lige netop det, der gør forskellen.

Mormor blev meget begejstret og så bliver jeg igen SÅ glad for at kunne give noget væk, som er helt personlig og hjemmelavet.

Faktaboks:
Mønster: Love Struck Hearts
Garn: Classic Arwetta
Pinde: Knitpro rundpind nr. 2½
Hot or not: Tror både de giver fod- og hjertevarme :o)

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...