mandag den 28. september 2009

Spiraltoppen er færdig

Så er jeg sørme blevet færdig med spiraltoppen :-) Den er godt nok ikke vasket endnu, men monteringen er slut. Det har været et temmelig kedeligt strikkeprojekt og et stort monteringsarbejde, men jeg synes nu at toppen har været alle anstrengelserne værd.


Toppen er Spiraltop fra Jytte Slentes Designstrik. Den er strikket op i Drops muskat og Cotton Viscose. Nederst et billede med godt lukkede øjne - fotogen har jeg aldrig været, men det er jo også blusen I skal se ;-)


søndag den 27. september 2009

For os der ikke var på Fanø


....er det lykkes at færdiggøre nogle projekter uden at blive ruineret af impulsive garnkøb :-) (læs: for pokker hvor er jeg misundelig.. :-} ) Næste gang der er strikkefestival, så vil jeg med!

Nå, men torsdag var jeg til strikkecafe hos Mette og det var bare super hyggeligt! Dejligt at møde andre mennesker fra området med samme interesse. Det lykkes mig faktisk også at komme i mål med at strikke min spiraltop færdig, ca. 4,3 meter kom det op på og monteringsarbejdet er nu i fuld gang. Billeder følger....

Jeg fik også lagt sidste hånd på halsedisserne til Esmaraldas veninder, så nu kan de 3 tøser holde sig varme i næsten ens udstyr. De er søde og taknemmelige, så det er jo skønt.


Min mor var på besøg sidst på ugen og tilbragte en dag i O. klasse med Esmaralda. Der kom hun til at love at hjælpe med at lave en græsmark til "De 3 bukkebruse". Så måtte der jo hentes garn hos Mette, rodes lidt blandt mine rester og vupti var der en græs-eng med indbydende græs-totter og fine blomster. Den er bare blevet rigtig fin og Esmaralda glæder sig til at overbringe den til læreren i morgen.

mandag den 21. september 2009

Stilstand


Øv, øv! Jeg har ligget i sengen med hovedpine de sidste 2 dage. Hovedpinen er udløst at spændinger i nakke og skuldre og udvikler sig migræne-agtigt. Det betyder altså ingen strikkeri i dissse dage og det passer mig overhovedet ikke! Jeg har jo lovet at lave halsedisser færdige til et par utålmodige skolepiger og så havde jeg tænkt mig, at sætte slutspurten ind på min spiraltop. Min mor kommer på besøg sidst på ugen, så planen var lidt at få hendes hjælp til at få toppen tilpasset og monteret, meen det bliver nok ikke denne gang! Til gengæld har jeg så masser af tid til at drømme om alle de projekter, som jeg vil i gang med. Højt på listen står Ruth's nederdel Hyld og Opulent Raglan fra Knitscene og så selvfølgelig alle de små ting ind imellem!


God mandag aften derude i Blogland!

onsdag den 16. september 2009

Hækle hit


Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg ikke er nogen ørn til at hækle. Det hænger nok sammen med, at det ikke er noget jeg har praktiseret så meget, måske fordi jeg ikke er så god til det, fordi jeg ikke øver mig fordi..... Ja, ja, men nu skal det dælme være løgn, så nu kaster jeg mig ud i et lille overskueligt projekt. Jeg vil lave en hat til min datter, som nederst er sat sammen af hæklede firkanter. - Så jeg allierede mig med en hækleguide lånt af Mette og anvisningerne i bogen - og kunne slet ikke komme i gang. Heldigvis var hotlinen til min mor åben og efter en halv times kyndig vejledning havde jeg hæklet disse to :-) Jeg er altså vældig stolt! De er ikke lige store og kunne måske være lidt mere firkantede, men jeg er fløjtende ligeglad, for nu er jeg nemlig i gang med at komme på hækle-vingerne!

torsdag den 10. september 2009

Smukkerier



Jeg fik lige lyst til at nusse lidt med at lave lidt smykker i dag, det er ellers ved at være lang tid siden. Det er rart også at have en hobby, hvor man hurtigt får et produkt :-)



Disse emalje-vedhæng er bare super søde og enkle og så fåes de i mange forskellige farver. Et par enkelt sølv-creoler og et udvalg af emalje-vedhæng, så har man øreringe der matcher de fleste sæt tøj!
Jeg vil da også lige gøre opmærksom på at min lokale garnpusher/med-nørd har startet en spændende blog - se den her :-)


mandag den 7. september 2009

Fremskridt og varm hals

Det går lige så stille fremad med Topstykket. Jeg glædes hver gang jeg tager det frem over det flotte farvespil i garnet og jeg nyder at strikke på rundpinde. Jeg bekymrer mig dog lidt over om det er strikket for løst så tunikaen ender med at blive for slasket.

Som et lille projekt ind imellem måtte jeg lige lave en halsedisse til min datter. Den er strikket i 2 tråde af Drops nye Baby merino, som er dejlig blød og rar at have ind mod huden. Min datter er så glad for den at hun har haft den på hele dagen - også inde i klassen og jeg har nu lovet også at lave en til begge hendes bedste veninder :-) Det er da skønt at lave noget der bliver værdsat!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...