søndag den 26. februar 2012

Frost

 

Da Niels selv havde udset sig en trøje og spurgte om jeg ville strikke den, så kunne jeg da dårligt sige nej :-) Jeg valgte at strikke den med 2 tråde Gästrike og det garn har jeg været rigtig glad for at strikke med.


Det er faktisk den første Annette Danielsen model jeg strikker (men absolut ikke den sidste!!) og jeg synes at opskriften er rigtig fint skrevet og resultatet er blevet rigtig godt.


Det tog lidt tid at få trøjen helt færdig - der skulle jo syes lynlås i og det har jeg heller ikke prøvet før, men heldigvis kom min mor forbi og hun hjalp mig godt på vej!

Faktaboks:
Model: Frost af Annette Danielsen
Garn: ca. 450 g. Gästrike (ca. 225 kr!!)
Pinde: Knitpro nr. 3
Ændringer: lavede både bullen og ærmerne et par cm. længere
Hot or not: Jeg synes den er super hot :-)

tirsdag den 21. februar 2012

Lavanda før og nu


Så langt var jeg kommet på trøjen til Esmaralda, da jeg blev grebet af tvivl i forhold til størrelsen. Hun er en smal pige og det passede med brystmål til str. 6, selvom hun er 8 år. Desværre havde jeg ikke lige taget højde for ærmegabet, så kom til at sidde for højt og var ret snævert. Mønstret er så fint i trøjen og der er ikke en maske, som ikke fra opslagningen har en rolle i det nederste mønster. Derfor kunne jeg heller ikke bare slå flere masker op under ærmet uden at skulle indsætte en hel mønster-rapport, SÅ.....


...  nu ser trøjen sådan ud! Jeg har faktisk valgt at gå 2 str. op, for det svarer kun til 8 masker mere i omkredsen og da det er rib, skal den nok sidde pænt til alligevel. Jeg fortæller mig selv, at jeg bliver glad for min beslutning senere, men lige nu er jeg lidt olm over at skulle starte forfra!

søndag den 19. februar 2012

Camomille den anden


Jeg har lavet en overraskelse - nemlig en Camomille til min mor. Hun har før snakket om at det tørklæde ville hun da mægtig gerne eje og da hun forelskede sig i den orange Supersoft hos Fandango i december, så tænkte jeg, at jeg ville forkæle hende. Det ser ud til at overraskelsen faldt i god jord :-)


Jeg har igen brugt kombinationen af supersoft ulden og malabrigo lace og det bliver bare SÅ lækkert :-) Jeg valgte en brunlig nuance af malabrigoen, så farven blev dæmpet lidt ned. Da jeg kom hjem, så jeg at der var lidt rosa nister i garnet og blev lidt nervøs for hvordan resultatet ville blive, men jeg synes det virker rigtig fint.


Tørklædet er mindre end i opskriften - denne gang 15 sæt striber og det synes jeg er meget passende :-)

Faktaboks:
Mønster: Camomille
Garn: Supersoft i farven Canteloupe og Malabrigo lace
Pinde: Knitpro nr. 3½
Ændringer: lidt kortere - 15 sæt striber
Hot or Not: Daaaah, selvfølgelig mega hot

mandag den 13. februar 2012

Nyt projekt


Nyt fedt strikkeprojekt er sat i gang! Min søde datter vil gerne have en hættetrøje og da jeg fandt denne model, stod der bare Esmaralda på den. Hun har selv været med i butikken og har valgt garn; 2 tråde turkis Gästrike og en tråd lysere merinosilk. Jeg strikker på pind 4,5, så det går nogenlunde hurtigt fremad.


Jeg synes den bliver rigtig fin og har hele tiden lyst til at strikke en pind mere - og hvis jeg skulle gå i stå, bliver der heppet i kulissen "Mor, skal du ikke strikke lidt på min trøje?" :-)

tirsdag den 7. februar 2012

Strikket på nåle


Til den dejligste rødhårede, lille dreng har jeg strikket en vest. Han er helt ny i verden og skulle derfor have en størrelse lillebitte. Jeg havde for længe siden planlagt at det var netop denne model og Geilsk uld/bomuld der skulle bruges. I opskriften er modellen strikket på pind nr. 3, men med min løsere strikkefasthed (eller mangel på samme!) måtte jeg helt ned på pind 2!!! for at komme tættest muligt på det angivne. Nu siger jeg pind 2, men mener i virkeligheden nål 2 - de er jo SÅ tynde og umulige at holde ordentligt på. Nå, men der var ingen vej udenom, for mindste str. i opskriften var 6 mdr. og jeg ville gerne have den en størrelse længere ned.


Jeg synes det er en rigtig fed model, ikke tutte-nuttet og heller ikke for mini-voksent (om I forstår).  Skulle jeg strikke den igen, ville jeg gøre som på billedet af opskriften (men ikke som skrevet) og lave kontrastfarve-kanten for forstykket så bred at knaphullerne var inkluderet.

Faktaboks
Mønster: Jasen
Pinde: Nr. 2 (bvadr)
Ændringer: trak lidt fra maskeantal undervejs, så jeg fik en str. 3 mdr (Ca.)
Hot or not: Jeg synes den er rigtig hot - men strikker den fremover kun i større størrelser, så jeg kan omregne til min strikkefasthed og blive på pind 2,5 til 3 :-)

lørdag den 4. februar 2012

Leg med bomuld


Jeg er sørme kommet til at hamstre lidt garn :-) Blev nemlig fristet over evne hos Garnudsalg, der har nogle interessante bomuldskvaliteter.


Her er det gamle jeans der er lavet til bomuldsgarn. Det er virkelig blødt og dejligt - glæder mig til at kaste mig over det snarligt. Jeg har bestilt 100 g, så jeg tænkte at jeg vil lave en baby bluse.


Jeg er blevet ret begejstret for blandingen af uld og bomuld, så havde også lyst til at prøve Garnudsalgs variant - har ikke lige planlagt anvendelsen endnu, men det kommer nok :-)

Nu er det tid til at få afsluttet nogle projekter, så jeg kan komme i gang med lidt nyt. Jeg er færdig med Frost trøjen til Niels - skal "bare" have syet lynlås i, en baby vest er klar til montering og knapper, og endelig er en tunika blevet pimpet. Mere om det senere ;-)

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...