tirsdag den 26. oktober 2010

Jeg kalder på dig...

....frøken Selvdisciplin. Nu er min trøje nemlig færdig strikket og tilbage er nu "bare" hæftning og sammensyning. Det er jo ikke liiige den del jeg holder mest af, så i mellemtiden er jeg kommet til at starte på et par pulsvarmere - ups!


Nå, men når jeg ser alle de løse tråde der kommer af stribestrik på denne måde, priser jeg mig lykkelig over at have lært at strikkehæfte - en velsignelse for alle der hellere vil strikke end alt det kedelige efterbehandling ;-)Kender du ikke strikkehæftning, kan du se et link her.

Jeg skal nok komme med en lille faktaboks, når trøjen er helt færdig.

fredag den 22. oktober 2010

Kolde fødder

Nu da det begynder at blive rigtig fodkoldt, skal der futter til. Esmaralda har længe aet det pinke Eskimo garn i butikken, så da jeg lovede at lave futter til hende, var der ingen tvivl om valget af garn. De er lavet efter en Drops opskrift og kunne efter strikningen have passet en Bigfoot. Jeg ved ikke om det er min vaskemaskine der er for mild, for til trods for en 40 graders vask med 3 tennisbolde, så var futterne altså stadig alt for store. Jeg turde dog ikke at give dem en hel omgang mere, for så ville de måske ende med at være for små. Det blev til ca. en halv vask mere og da de stadige var ret brede, så blev Esmaralda placeret med fødderne i håndvasken. Med futterne på, blev der gnedet sæbe godt ind og der blev skrubbet med en neglebørste til pasformen var bedre. Det er altså noget af en proces det at filte og jeg synes den er ret svær at styre. Nå, men lidt udsmykning skulle der jo også til, så jeg hæklede blomster og syede på og så har jeg smurt lidt flydende latex under fødderne, så nu kan kulden bare komme an :-)

Det er også lige blevet til et armbånd mere. Jeg kunne ikke nænne at gå af med det sorte med pinke/lilla knapper som jeg havde lavet, så i stedet lavede jeg dette til min veninde. Det snor sig lidt inden presningen, men retter sig heldigvis fint :-)

tirsdag den 19. oktober 2010

Fjerlet lækkeri

På trods af et hold i ryggen, er det lykkes at få nørklet lidt. Jeg har endelig fået gjort mit cockle shell scarf færdig :-) Jeg har snart været i gang med det i et år. Det har været sådan et projekt som ikke var for kompliceret, men som heller ikke var tv-strik og som jeg har nydt at vende tilbage til mellem alle de andre projekter. Så hvorfor er det først blevet færdig nu? Tjah, der har vist været for mange projekter der trængte sig på ;-) Kender du mon det ? Jeg er rigtig god tilfreds for jeg synes at garnet fremhæver det smukke mønster på en rigtig fin måde.

Jeg har lavet en ekstra mønster-rapport på hver halvdel af tørklædet og alligevel er det blevet lige lovlig kort. Næste gang ville jeg strikke 4 ekstra rapporter på hver halvdel. Mønstret hedder som nævnt Cockle shell scarf og er strikket i Suri Lace Alpaca fra Cherry Tree Hill, begge dele købt hos Fandango i Århus.

mandag den 18. oktober 2010

Armpynt

De sidste par dage har jeg blevet grebet af en dille. Den går ud på at hækle armbånd og pynte dem. Det startede egentlig med at jeg så nogle nye armbånd af Louise Kragh, som jeg synes er rigtig flotte. Det samme kan jeg sige om Kristines smukke udgaver :-) Da jeg stod og manglede en gave, blev jeg dog enig med mig selv om at lave mine egne udgaver af armbånd. Så jeg hæklede og pyntede med knapper. Til min veninde hæklede jeg i en rest Muskat bomuldsgarn og pyntede med en enkel rosa, bølget knap - meget fin synes jeg selv.
Esmaralda synes det var ret fint at rode alle mine knapper igennem, så hun fik lov til at vælge en yndling, som så blev sat på et armbånd af noget sort strømpegarn.

Endelig lavede jeg endnu et i sort strømpegarn, som jeg pyntede med forskellige knapper i rosa/lilla/pink nuancer. Måske beholder jeg det selv, eller også giver jeg det til en veninde, som jeg skal se på onsdag :-)

Ellers så ELSKER jeg tanken om at holde fri hele denne uge. Være sammen i familien og have tid til at nørkle en masse, så skønt :-)

søndag den 10. oktober 2010

Forskud på Halloween


I går var vi inviteret til Halloween fest hos nogle venner. Vi skulle komme udklædt og hvad gør man så, når man ikke lige ligger inde med et catwoman outfit?? Man hækler da et kostume! Jeg tjekkede Ravelry og fandt et par egnede opskrifter og så i gang..
Jeg fandt først en opskrift på et hæklet edderkoppe-slør. Det satte jeg fast i håret med hårnåle og limede en lille selv-lysende edderkop fast. Til den ene hånd hæklede jeg også et spind, som blev sat fast på et hæklet armbånd. Her afveg jeg lidt fra opskriften og lavede et smallere armbånd, som jeg så samlede med en blodrød knap! Det krævede lidt snilde at få spindet hæftet fast på armbåndet så det passede med at spindet blev spændt ud! Heldigvis var Mette på hendes pind, så der var assistance at hente :-)

I løbet af eftermiddagen skulle vi skære græskar. Det var vældig hyggeligt at stå ude i haven, børn og voksne i det lækreste solskin og snitte og grave løs. Niels lavede et græskar med tømmermænd - det fik mange sjove kommentarer med på vejen :-)

Ud på aftenen, fik vi tændt lys i alle græskarene og det var bare så flot. Niels´tømmermands-hoved er nr. 2 fra venstre, det gør sig knapt så godt i mørket, til gengæld var mit og Esmaraldas meget grumt (nr. 4 fra venstre).

tirsdag den 5. oktober 2010

Lækker Give Away

Mette har startet sin blog op igen og har i den forbindelse sat 2 dejlige nøgler Silkbloom på spil i en Give Away. Det er noget rigtig lækkert garn, så kig forbi og deltag....

lørdag den 2. oktober 2010

Bag disken


I dag har jeg prøvet at stå på den anden side af disken i min venindes garnbutik. Mette skulle til lørdags barnedåb og for ikke at skulle holde butikken lukket, sprang jeg til :-) Det var ret sjovt at hjælpe kunderne med at vælge rette garn og farver - og så havde jeg selv masser af tid til at gramse på de forskellige garner. Tid til at strikke blev det ikke til, men lige straks er der et par projekter at vise frem :-)

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...