onsdag den 21. juli 2010

Hæklegarn??


Jeg er 4 cm. fra at skulle lukke af på min Nederdel fra "Feminin Strik". Jeg har strikket den i Safran bomuld fra Drops. Der står i opskriften at der i overgangene mellem mønstrene og i top og bund skal hækles en kant med hæklegarn. Hvorfor? Er det tyndere garn? mere holdbart? Kan jeg ikke bare bruge resten af mit Safran? Håber der er lidt hjælp at hente hos nogle kyndige strikkere/hæklere :-)

lørdag den 17. juli 2010

En moderne cardigan

For noget tid siden købte jeg noget billigt Silkegarn hos BC garn. Det har den fineste grønne farve og da jeg faldt over opskriften til "Modern Garden Cardigan" (Ravelry-link), måtte jeg bare i gang. Hele pasformen i cardiganen kommer ved hjælp af bladmønstret. Den er ret sjov at strikke og med pinde nr. 8, går det også pænt stærkt. Der er gået ca. 55o g. til og det sjove er, at når man sidder med den i hånden, så føles den ret tung og klodset - men når den er på, har den en rar lethed over sig. Min udgave er blevet noget længere, hvilket nok især må tilskrives at 1) Jeg har pygmæ højde og 2) for at trøjen skulle tørre ordentligt, kom den til sidst på en bøjle - ups!

Desværre gjorde jeg den fejl, at vaske cardiganen mens den var knappet, så der er nu blevet hevet så meget i knapperne, at forstykkerne ikke sidder til. Det må jeg kunne justere med lidt syninger hist og her.

Jeg lovede vist også at vende tilbage med billeder af mine babushka øreringe, de kommer så her sammen med nogle fine røde porcelæns-blomster, som jeg også faldt for! (selvfølgelig udstillet i et garnnøgle ;-) )


mandag den 12. juli 2010

Engle

Jeg fik lige hul på at lave lidt øreringe den anden dag. Jeg havde bestilt nogle nye søde porcelæns-figurer hjem, som straks kom til at pryde nogle halv- eller hel lukkede creoler. Disse øreringe med engle-figurerne blev med det samme dedikeret til min mor - hun har noget med engle ;-) Jeg fik også lavet nogle fine nogle med babushka dukker, men billederne blev ret dårlige, så dem må I have til gode.

På strikkefronten er der også sket lidt. Min Modern garden cardigan er færdig og jeg er godt i gang med en ny nederdel. Satser på at kunne vise lidt frem i morgen når der er kommet nye batterier i kameraet ;-)

Håber I nyder varmen derude....

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...